Om Træning Hvalpetræning Grundtræning Jagttræning ---->

Tips om spaniels.

Ups min familiehund viser sig at være en jagthund og jeg går ikke på jagt.

UPS min familiehund viser sig at være en jagthund og jeg går ikke på jagt !
Jeg har ofte folk som henvender sig på grund af adfærdsproblemer med deres spaniel. Ofte problemer med at de ikke kan styre hunden når den kommer ud og de derfor ikke tør slippe den fri. Eller den slet ikke kan gå i snor og har meget svært ved at koncentrere sig og apportering er at løbe rundt som en tosset med noget i munden. Som oftest er der tale om en hunde avlet til jagt, det man indenfor spaniel verdenen kalder en FT’spaniels. Familien står uforstående overfor disse problemer, for de havde jo gjort et grundigt forarbejde og læst bøger om spaniels, hvori der står at det er en glimrende familiehund, den er samarbejdsvillig og nem at træne. Egenskaber som opdrætteren også gjorde opmærksom på.
Med spaniels (cocker og springer) er problemet at man avler i to linjer, en standard som kan håndteres af de fleste mennesker og en jagtlinje som egentlig kun bør sælges til jægere. De to linjer avles indenfor hver deres stambogsførende organisation, som ikke har noget samarbejde. I den populære litteratur omtales normalt kun standardtypen så offentligheden har svært ved at finde information om forskellene på de to typer, de sælges jo begge som Springer eller cocker spaniels. Har man købt en spaniel af rene jagtlinjer skal man derfor være opmærksom på de arvelige egenskaber som opdrætterne har brugt generationer på at fremelske og som derfor ligger latent i hvalpen. De fleste vil blot sige hunden har jagtlyst; men for at undgå træningsproblemer med hunden er vi nød til at specificere denne medfødte arvelige adfærd lidt mere en til blot at kalde det jagtlyst.
For FT spaniels kan vi f.eks. tale om arvelig adfærd som, det at bære, være kontaktsøgende, selve kryds søget efter vildt og respekt for noget som flygter som nogle af de væsentligste egenskaber. På disse forskellige områder er hunden gennem arven forprogrammeret til at udvise en bestemt adfærd. Fra helt lille hvalp ses den arvelige egenskab til samle op og bære ved at hvalpen samler alt muligt op og bærer på det. En FT’er er meget kontaktsøgende og konstant forsøge at være lige i nærheden. Kryds søget er så indbygget at man ser hunden krydse rundt i linen når man går med den i løs snor. En FT’er vil også som hvalp automatisk stoppe op, første gang den ser en solsort i haven flyve op. Disse arvelig egenskaber skal formes i ønsket retning for at være anvendelige og hvad der måske er endnu vigtigere at notere sig, for ikke at ødelægges gennem manglende eller forkert formning.
Det er også vigtigt at vide at den arvelige adfærd formes uanset om vi griber ind eller ej. Griber vi ikke ind sker denne formning altså alligevel; men på hundens egne præmisser og ikke nødvendigvis i en for os ønskelig retning. Formningen af den arvelig adfærd skal ske det første år af hvalpens liv og skal starte den dag hvalpen ankommer til hjemmet. Det er her problemet opstår, når man blot skal have en familiehund og så ender med at købe en FT spaniel. Man får ikke formet den arvelige adfærd i den ønskede retning og vi kommer til at stå med en hund som allerede ved et års alderen har adfærdsproblemer. Adfærdsproblemer som ofte skyldes at hunden er voldsomt mentalt understimuleret, samtidig med dens arvelige egenskaber har fået lov at udvikle sig helt på dens egne præmisser og i en for os uønsket retning.
Derfor skal vi forme hvalpens arvelige lyst til at stoppe for noget som bevæger sig gennem tidlig og planlagt sit/stop træning og træning af impulskontrol i apport situationer. Vi skal forme dens arvelige lyst til at samarbejde, ved at have meget fysisk kontakt med hvalpen og lære den at det er den som skal holde kontakt til os og ikke omvendt. Vi skal forme dens arvelige lyst til at bære ved en fornuftig apporterings træning, hvor vi det første år kun interesserer os for tre ting. Hunden må¨først hente når den får lov (impulskontrol), vi interesserer os ikke for hvordan den afleverer, bare den bringer emnet og det skal være lige ud og lige hjem. Vi skal forme dens arvelige lyst til at gå på jagt ved altid at holde hvalpen kort når den er fri og aldrig at lade den jage alene, heller ikke i haven og hver gang den får kontakt med vildt som flygter skal den fløjtes sit. Senere kan vi erstatte det at gå på jagt med at søge skjulte dummyer eller andre emner.
Formår man indenfor det første år at forme disse, for en spaniel så basale arvelige egenskaber er man godt på vej til at få en fantastisk hund også selv om den ”kun” skal være familiehund.

For at vælg udskrift venlig PDF version klik her.

Træningsproblemer, hvorfor ?

FT spaniels siges at være meget jagtivrige og lette at træne; men alligevel er der nogen som har problemer med træningen. Det kan være i forbindelse med apporteringen, søget eller viljen til at arbejde for føreren. Støder man ind i trænings problemer med disse højt specialiserede, effektive og normalt lærenemme hunde, kan nedenstående, måske give en forklaring på hvorfor.
Arvelig adfærd.
Ft spaniels er gennem generationer avlet til at udvise bestemt jagtrelateret adfærd, arvelig adfærd, som gør det muligt at bruge dem som jagthund. De fleste vil blot sige hunden har jagtlyst; men for at kunne træne hunden er vi nød til at specificere denne medfødte arvelige adfærd lidt mere en til blot at kalde det jagtlyst. For FT spaniels kan vi f.eks. tale om arvelig adfærd som, det at bære, være kontaktsøgende, selve kryds søget og respekt for noget som flygter som nogle af de væsentligste.
På disse forskellige områder er hunden gennem arven forprogrammeret til at udvise en bestemt adfærd. En FT’er vil helst altid, gå med noget i munden. Fra helt lille hvalp ses denne arvelige egenskab til samle alt muligt op og bære på det. En FT’er er meget kontaktsøgende og vil helst følge sin herre overalt. Kryds søget er så indbygget at man ser hunden krydse rundt i linen når man går med den i løs snor. En FT’er vil også som hvalp automatisk stoppe op, første gang den ser en solsort i haven flyve op.
Denne arvelig adfærd skal formes i ønsket retning for at være anvendelig og hvad der måske er endnu vigtigere at notere sig, den kan ødelægges gennem manglende eller forkert formning. Det er også vigtigt at vide at den arvelige adfærd formes uanset om vi griber ind eller ej. Griber vi ikke ind sker denne formning altså alligevel; men på hundens egne præmisser og ikke nødvendigvis i en for os ønskelig retning.
Formningen af den arvelig adfærd skal ske det første år af hvalpens liv og denne adfærd sidder fast resten af hundens liv. Dette faktum er grunden til det er så vigtigt at starte tidligt og rigtigt med formningen af hvalpens arvelige adfærd.
Tillært adfærd.
Tillært adfærd skal indlæres gennem træning og tillært adfærd kan ikke ødelægges før indlæring har fundet sted. Omkring indlæring af adfærd er det vigtigt at vide at hundes indlæringsformåen er størst ved brug af positiv forstærkning og indlæring gennem positiv straf ikke har nogen længerevarende virkning. Dette kommer især til udtryk i situationer hvor hundens jagtlyst er under stor ydre påvirkning. Hvis vi under træning har en hund som går for stort, er det populært at ”løbe på hunden” når den ikke reagerer på vendefløjtet, man farer ud og skælder den ud, bruger positiv straf. Næste gang man fløjter, vender hunden og det ser ud til denne træning med positiv straf virker. Problemet kommer først på jagt, hvor der er mange fasaner, så vil jagtlysten hos en FT’er ofte være større end frygten for straf fra føreren og hunden vælger at jagte fasaner frem for at vende på fløjt. Udover det, at træning med positiv straf, har dårlig indlæringseffekt, går det også ud over hundens tillid til føreren, hunden bliver trykket og samarbejdet bliver dårligere. Hvem gider arbejde for en chef der kun skælder ud for fejl; men aldrig roser ens positive indsats ? Et forsøg på at løse problemer som er opstået fordi man ikke har formet den arvelige adfærd korrekt, gennem positiv straf vil på sigt være dømt til at mislykkes. Der er kun en farbar vej, nemlig gennem omhyggelig træning med positiv forstærkning, at forsøge at ændre den forkerte adfærd. I ovennævnte tilfælde ved træning af kontakt og samarbejde, lydighed overfor kommandoer og træning af søget under kontrollerbare omstændigheder.
Jagthundens formåen.
En jagthunds formåen er bygget op af arvelig adfærd og tillært adfærd. For både den arvelige og den tillærte adfærd gælder det at man med intelligente hunde som FT spaniels har en meget lille fejlmargen i sin træning. Laver man én træningsfejl kan den nemt rettes med nogle korrekte gentagelser; men laver den samme fejl to gange skal man bruge uger på fejlretning. Laver man den tre gange skal man bruge måneder og laver man samme træningsfejl igen og igen skal man bruge år, eller den bliver umulig at rette. Denne udlægning er selvfølgelig at sætte sagen på spidsen; men dog værd at have i tankerne. Vi skal bruge det første år af hundens liv på at forme den arvelige adfærd. Det næste på at lægge kommandoer og præcision på den nu formede adfærd.
Når hunden er ca. 2 år gammel er den klar til at komme med på jagt første gang. Her er det meget vigtigt at prioritere føringen af hunden frem for jagten. Tag kun hunden med på mindre jagter og gerne uden selv at have bøsse med. De første situationer med jagt og vildt skulle gerne være positive og lægge linjen for hundens fremtidige arbejde. Når hunden så er ”færdig trænet” og begyndt sit liv som jagthund skal vi tænke på at jagtsæsonen kun er en tredjedel af året og for en veltrænet og energisk jagthund er det ikke livet at gå lediggang to tredjedele af året. Derfor skal man fortsætte den vedligeholdende træning uden for jagtsæsonen

For at vælg udskrift venlig PDF version klik her.

Hvorfor træne sin spaniel til kort søg under bøssen ?

Spaniels er stødende hunde som rejser vildtet umiddelbart ved kontakt, uden forudgående stand. Derfor skal en spaniel arbejde i kontakt med jægeren i en afstand af max 20 meter. Rejser hunden vildt længere ude end dette, vil vildtet være udenfor forsvarligt skudhold når det når op i ”skydehøjde”
Når hunden rejser vildt skal den respektere dette ved at sætte sig. Hunden skal forholde sig roligt og afvente jægerens skud, holde øje med vildtets flugt/faldretning og på jægerens kommando apportere det skudte vildt.
På mange jagter i Danmark drives jagten som drivjagt med hundefolk som driver og en skyttekæde til at stå for. Mange steder ser man hundene blive sendt frem i såten og få lov at gå et ukontrolleret søg, hvor nogle indenfor få minutter er helt fremme ved skyttekæden. Hunden lærer på denne måde at følge fod, hvilket bevirker den går forbi trykkende vildt. Ikke nok med at såten ikke gennemsøges grundigt nok; men samtidigt betyder det også mange dårligt flyvende fugle til skytterne. Endvidere får den enkelte hundefører ikke selv chance for skud til fugle i første del af såten (dette tillades mange steder).
Løsningen er selvfølgelig at uanset om man går alene med sin hund eller man deltager i disse drivjagter, skal hunden gå kort, hurtigt og for vildtet uforudsigeligt. Dels fordi den kort gående hund også giver hundeføreren selv, muligheder for skud, dels fordi det giver højere fugle til skyttekæden.
Spaniels skal have et hurtigt og for vildtet uforudsigeligt søg som får vildtet til at trykke i stedet for at løbe. Har man således kort gående hund som kan lægge det rigtige tryk på vildtet vil de fleste fugle lettes, når hunden er meget tæt på det og dermed give højt flyvende fugle til skyttekæden.
Hvis man derimod bare slipper sin hund til ukontrolleret søg og lader den gå stort vil mange fugle løbe og først lette når de får kontakt med skyttekæden, hvilket giver lave fugle og dermed også lave skud.
Vildt som fasaner og harer vil normalt trykke, hvis de føler sig uopdagede af hunden. De flygter først i det øjeblik de føler sig opdagede. De fleste vildtarter kan tåle temmelig meget forstyrrelse, hvis de blot føler sig uopdagede og ikke føler sig direkte i farezonen. Derfor er det meget vigtigt at hundens søg både er hurtigt og uforudsigeligt; men også grundigt. Hunden skal søge særlig ihærdigt de steder hvor vildt kan gemme sig. Hvis hundens søg er tilstrækkelig hurtigt og uforudsigeligt vil vildtet ikke vide om hunden har opdaget det og derfor trykke sig. Fasanhøner har tendens til at trykke sig hurtigere end kokke, så hvis man gerne vil skyde kokke frem for høner, og hvem vil ikke det, er det vigtigt at hunden formår at lægge det rette ”pres” på fuglene uden at følge fod ud over nogle få meter.
Der er derfor rigtig god grund til at interessere sig for at træne kontakt i søget og ro i opfløj og skud med sin spanielhvalp. Det giver potentielt flere skudchancer til en selv og det giver potentielt flere og bedre skudchanser til skyttekæden på drivjagt.
Kan hunden samtidig vise sit værd som god apportør giver det også flere jagtinvitationer.
For at få en kortgående Spaniel med god kontakt i søget som også er en pålidelig apportør skal man starte træningen tidligt og rigtigt. Det håber jeg Spanielskolens kurser og hjemmeside kan være medvirkende til.

For at vælg udskrift venlig PDF version klik her.

Kan man have en spaniel som familiehund ?

Spanielracerne er klassificeret i DKK/FCI s gruppe 8 -stødende og apporterende jagthunde. Spaniels er hunde, som på jagt arbejder foran jægeren og støder vildtet op, uden først, som de stående jagthunde at tage stand og afvente jægerens kommando. Derfor er det meget vigtigt at Spaniels altid arbejder indenfor skudhold, hvilket vil sige max. 15 meter. Kommer hunden længere ud når den rejser vildtet, vil det allerede når det letter være udenfor forsvarligt skudhold. Udover at arbejde indenfor skudhold skal Spaniels også respektere det flygtende vildt i opfløj/opspring. Det vil sige når haren rejser eller fasanen letter skal hunden respektere dette og forholde sig roligt. Den skal afvente jægerens ordre til enten at apportere/eftersøge det skudte vildt eller forsætte søget efter frisk vildt.
Disse to egenskaber, at holde sig inden for en bestemt afstand med god kontakt til føreren, samt ikke at løbe efter flygtende vildt, er jo egenskaber som også er særdeles værdifulde for den som har en spaniel som familie hund. Man skal blot under hundens opvækst og opdragelse tage højde herfor. Uanset om hunden skal være ren familiehund, jagthund eller sportshund, så vil man gerne have en hund som selv søger kontakt og holder sig indenfor rimelig afstand og sidst men ikke mindst ikke løber efter vildt.
Man skal huske aldrig at give hvalpen muligheden for, på egen hånd, at opleve spændende jagtsituationer, aldrig lade den komme ud af kontrol og lære den nogle basale spanielfærdigheder. Sørger man for dette, på en effektiv og konsekvent måde, medens hunden er hvalp, vil man få en hund med disse egenskaber, uanset hvad den skal bruges til. I dag er det de færreste standard Spaniels som bliver jagthunde; men også FT spaniels der købes med jagt for øje skal jo alligevel være familiehunde 90% af tiden. Netop de specielle jagtegenskaber som mange af racerne fortsat besidder, gør jo at de bliver perfekte familiehunde. Lykkes det ikke er det som regel opdragelsen som er problemet. Forkert opdragelse kan ødelægge enhver hund.
Varemærke på en rigtig spaniel er, samarbejdsvilje, kontaktlyst, arbejdslyst og livsglæde eller sagt på en anden måde, en spaniel ”SKAL” SKAL kan defineres på følgende måde: Samarbejdsviljen står for hundens lyst til at arbejde for føreren og vise respekt for vildt, så man får flest mulige skudchanser.. Kontaktlysten står for hundens evne til altid at arbejde indenfor rigtig afstand til føreren og holde kontakt med "jagtlederen". Arbejdslysten står for hundens evne til at lede efter og finde vildt, samt efter skuddet, ihærdigt at efterøge dette og bringe det til føreren. Livsglæden, den evigt logrende hale, som viser hundens glæde ved arbejdet, uanset hvad dette består i.

For at vælg udskrift venlig PDF version klik her.

Jagttyper kontra standardtyper.

Der findes i Danmark otte spaniel racer. Amerikansk cocker spaniel, Engelsk cocker spaniel, Sussex spaniel, Field spaniel, Clumber spaniel, Engelsk springer spaniel, Welsh springer spaniel og Irsk vandspaniel.
Især to af disse racer, nemlig engelsk cocker spaniel og engelsk springer spaniel, avles i to typer. Standard typen, som typisk avles og anvendes som familie og udstillingshund og FT typen som alene avles og anvendes som jagthund.
Udover forskellen i udseende kan man sige at den væsentligste forskel på de to typer er den medfødte jagtlyst og viljen til at arbejde. FT typen er således avlet udelukkende på hundenes gode jagtegenskaber, hvor Standard typen for det meste avles på det ”flotte” udseende og ikke på de oprindelige jagtegenskaber.
Mine oplevelser med hunde af begge typer (springer spaniel), er at standard typen har et væsentlig mindre behov for ”arbejde” end FT typen. FT typerne er typisk meget letlærde i de jagtlige discipliner som apportering, kontakt og respekt for vildt i opfløj/spring, hvor man typisk skal bruge mere tid på standard typen for at nå de samme resultater. Herudover må man sige at der i dag, desværre er langt mellem hunde af standardtypen som besidder FT typens jagtlyst.
Det vigtigste uanset hvad man skal bruge sin hund til er at undersøge, hvordan forældre dyrene er og hvilke egenskaber disse besidder og især hvordan sundheden er hos disse. Eller endnu vigtigere hvordan tidligere hvalpe af samme kombination har udviklet sig. Er det en jagthund man søger er det disse hundes præstationer på jagt, man skal interessere sig for. Er det en familiehund man skal have, kan man fokusere temperament og sundhed, og hvorvidt dette er tilfredsstillende hos hvalpe af samme kombination i tidligere kuld. Sundheden kan dreje sig om sygdomme som hofteledsdysplasi, allergi og øjensygdomme. Hvilket man bl.a. kan læse mere om på Århus dyrehospitals hjemmeside.
En måde at sikre sig mod sygdomme og dårligt temperament er at vælge at købe hund fra mindre kendte opdrættere. Kendte (top opdrættere) har tendens til at gå tættere på, i linje avlen for at nå gode resultater hurtigt. Linjeavl er det mange i daglig tale, kalder indavl. Jo tætte på i familien man parrer, jo større chance er der for at kopiere gode egenskaber. Desværre er det også sådan at man har ligeså store chancer for at kopiere dårlige egenskaber ved for tæt linjeavl.
Denne avlsmetode er meget brugt i husdyravlen og med gode resultater. Forskellen på hundeavlen og f.eks. avlen med kvæg, grise og andre husdyr er bare at, hvor man med hundene bruger avls vurdering på grundlag af forældre dyrene, så bruger man avlsvurdering på grundlag af afkommet, hos de andre husdyrgrupper. Med kvæg betyder det f.eks. at selv om en malkeko yder nok så meget mælk, har den ingen chancer i avlen, hvis afkommet ikke arver denne egenskab. Den enkelte ko kan jo sagtens være ”guld” værd for landmanden, bare ikke som avlsdyr, hvis man i fremtiden også vil have køer som giver meget mælk.
Med hundene derimod vælger de fleste opdrættere avlsdyr og især hanhund ud fra hundens egne resultater og ikke efter, hvor godt disse avles videre. Det ved man nemlig ikke meget om da man jo sælger alle hvalpene. Dette er bl.a. grunden til at man i dag har svært ved at finde hunde med stor jagtlyst indenfor standardtypen, da avlsudvælgelsen udelukkende sker ud fra udstillingsresultater hos forældre dyrene. Man kan læse mere om lineavl på DKK’s hjemmeside og på hundeweb kan man se hvilke hunde som har gjort sig gældende på prøver. Man kan også se hvor stor indavlsgrad et givet hvalpe kuld har.
I dag opdrættes de fleste standard spaniels af opdrættere som har udstilling som hovedinteresse og ikke jagt. Cocker og springer spaniels avles som nævnt også i en ren jagtlinje (FT typen), hvor opdrætterens hovedinteresse er jagt. Desværre er forskellen på de to linier er blevet meget stor. Mange af hundene i udstillings linjerne har helt eller delvis mistet nogle af de for jagthunden så vigtige egenskaber. Det er søgemønster, fart på søget og viljen til at arbejde for føreren og respektere vildt i opfløj/spring. Til gengæld er disse egenskaber så endnu mere forfinede i jagt linjerne.
Hvad skal man så vælge ? standard (udstillingstype) eller FT (jagt linjen). Efter min mening skal man kun vælge FT typen, hvis man vil bruge hunden til jagt. Skal hunden "kun" være familiehund bør man vælge en hund af standard typen. Når det så er sagt vil jeg mene at, hvis jeg fik lov at vælge en Standard hvalp og en FT hvalp, vil jeg garantere at de begge som godt 2 års færdig trænede hunde kan gå et acceptabelt søg indenfor 20 meter, apportere fornuftigt og dermed være brugbare jagthunde. Forskellen er bare, at FT’eren finder mere vildt. Den har et bedre søgemønster med mere fart og har derfor nemmere ved at få vildtet til at trykke i stedet for at løbe.
Dette har især betydning ved fasanjagt, da hønerne trykker hurtigere en kokke. Så hvis hunden ikke formår at lægge det rigtige ”tryk” på fuglene vil kokkene løbe og hønerne trykke, med det resultat man får flere skud chancer til høner, hvilket jo ikke er ønskeligt.
Bemærk også at anlægget for et godt søgemønster er arveligt og det at nogle hunde går for stort, alene er en træningsfejl. Samtidig vil jeg have betydeligt lettere ved at få en 100 % stoplydig hund i FT’eren, som spontant respekterer vildt i opfløj/spring. Denne egenskab er også arvelig og det er netop disse egenskaber jeg kan se standardspringeren er ved at miste.
Man skal dog være opmærksom på at selv om egenskaben er arvelig, er den nem at ødelægge ved forkert træning. Med hensyn til apportering vil begge hunde med den rigtige træningsstart blive gode apportører. Dog møder jeg mange standardspringere som har dårlig vildtbehandling. På markprøver for FT spaniels er det diskvalifikationsgrund, hvis en due er klemt. Man mener nemlig også denne egenskab er arvelig. Jeg vil dog også her pointere at dårlig vildtbehandling kan være indlært ved forkert apporterings træning og træning med vildt i en alt for tidlig alder.
Da nogle af de vigtigste egenskaber for en jagthund selvfølgelig er arvelige, vil det derfor være nemmere at finde en brugbar jagthund hos en opdrætter, med jagthunde som hovedinteresse end hos en opdrætter med udstillingshunde som hovedinteresse. Derfor ser man også langt flere jægere køber en FT’ spaniel, fremfor en Standard spaniel.

For at vælg udskrift venlig PDF version klik her.

Hvordan får vi en god start med vores Spaniel.

Hvordan starter vi rigtig, hvad skal vi sørge for at præge hvalpen med ?
En spaniel er en jagthund med store evner for at samarbejde, i at finde vildt og sidst men ikke mindst, for at hente og bære. Så har man købt en spaniel, uanset race, er det disse egenskaber man skal arbejde med, hvis man gerne vil have en glad og harmonisk hund. Det har ingen betydning for hunden om man er jæger eller ej, indlæringen er nøjagtig den samme. Den eneste forskel er, hvis man vil bruge hunden til jagt, vil man typisk i hente bringe og spor situationer, foruden dummyer, bruge vildt eller dele af vildt og man vil også arbejde med at forme hundens indbyggede krydssøg i sin jagt på frisk vildt. Er man ikke jæger skal man arbejde med de samme øvelser; men man vil typisk kun anvende dummyer eller bold i hente bringe situationer og man vil måske lære hunde at følge menneske spor i stedet for vildt spor. Man vil dog ikke arbejde med hundes søg for at finde vildt; men nøjes med at arbejde med hundens medfødte evne til at holde sig inde på en given afstand og respektere vildt i opfløj og spring. Hunden kan den få et ligeså indholdsrigt liv hos en ikke jæger som hos en jæger, blot man arbejder med de egenskaber som en spaniel nu en gang er skabt til.
Når den nye hvalp ankommer til hjemmet skal den have et par dage til at lære sine nye omgivelser at kende; men herefter starter træningen/indlæringen. Det hvalpen lærer de første fire måneder af sit liv, sidder typisk fast resten af livet. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at vælge opdrætter med omhu, vedkommende har jo vores hvalp halvdelen af den bedste indlæringsperiode. Det er også overordentlig vigtigt at vi selv får startet rigtigt, således det hvalpen lærer de første to måneder hos os, bliver noget som passer til det vi fremover forventer af hunden. Med andre ord vi starter rigtigt ved at sørge for at forme de arvelige egenskaber i den ønskede retning.
Samarbejde og kontakt.
En spaniel er avlet til at ville samarbejde og med den rigtige kontakt og tillid til føreren er det en hund man kan færdes med løs overalt uden at skulle frygte for den går egne veje(selvfølgelig under iagttagelse af diverse love om line påbud). En af de ting vi starter med at lære hvalpen at tage og holde kontakt, ros altid hvalpen for at tage kontakt og lær den, at den skal holde øje med os og ikke omvendt. Sørg for så ofte som muligt at færdes med den løs og gør klart for den, at det er nødvendigt den holder øje med os og ikke omvendt. Vi kan på disse ture gemme os for hvalpen og lade den selv løse opgaven med at finde os. Det styrker dens naturlige lyst til at holde øje med os.
Det er meget vigtigt vi har meget fysisk kontakt med den lille hvalp. Hvalpe vil bl.a. gerne slikke en i hovedet. Bryder man sig ikke om det kan man holde en hånd op hvalpen kan slikke på. At få lov til at slikke en er med til at styrke båndet mellem hund og fører. Hjemme hos os går vi så vidt at hundene sover i sengen hos os lige fra otte ugers alderen og det styrker virkelig sammenholdet. Om man kan lide det eller ej er jo en smagssag, man kan sagtens give hvalpen tilstrækkelig kontakt uden at have den i sengen.
Jeg lærer fra starten hvalpen tre fløjtesignaler, et for indkald, et for kontakt og et for sit/stop. Det første er to korte stød i fløjten og betyder kom her hen til mig (indkald) Dette signal skal hvalpen altid forbinde med noget positivt, altså rigelig ros og godbidder når hvalpen kommer. Vi kan starte med at fløjte indkaldssignalet når vi fodrer hvalpen. I starten bruger vi kun indkalds signalet når vi er helt sikre på hvalpen kommer. Det andet signal er et kontaktsignal, et enkelt stød i fløjten. Når vi går tur med hvalpen løs fløjter vi signalet hver gang vi ændrer retning. Hvis vi har hvalpen foran os, drejer vi 90 grader til siden samtidig med vi giver et enkelt stød i fløjten. Reagerer hvalpen ikke gemmer vi os øjeblikkeligt. Når den så begynder at lede kan vi give et enkelt stød igen for at animere den til at finde os. Så snart hvalpen ser os går vi videre samtidig med vi roser den. Lad ikke hvalpen komme helt hen og få godbidder for det er jo ikke indkald vi øver.
Det sidste og nok vigtigste signal er sit/stop. Her bruger vi et langt faldende stød i fløjten. På dette signal skal hvalpen ubetinget sætte sig og afvente ny kommando. Vi kan jo nemt fra starten også lære hvalpe at sidde når den får mad. Kald på hvalpen med fløjten (to stød). Når hvalpen kommer løfter vi blot madskålen opad skråt forbi hvalpens næse, hvilket får den til at sætte sig. Så snart den sidder roser vi og giver den maden. Når hvalpen af sig selv sætter sig for at få maden kobler vi sit/stopsignalet på. Giv et langt fladende stød i fløjten samtidig med hvalpen sætter sig, ros den og giv den maden.
Når sit fungerer i mad situationen kan vi begynde at lave øvelsen i andre situationer indendørs. Vi viser hunden en lækker godbid, fører den skråt opad så hunden sættter sig, samtidig med vi fløjter. Når hvalpen sidder roser vi og giver den godbidden. Her i starten laver vi kun øvelserne inde, hvor der ikke er nogen forstyrrelse, senere når hvalpen bliver dygtigere kan vi lave de samme øvelser i haven og med gradvis større og større forstyrrelser.
Apportering.
Med hensyn til apportering er det meget vigtigt at vi aldrig skælder hvalpen ud for at bære. Tager hunden noget forbudt, så byt med noget af hvalpens legetøj. Find nogle emner at bruge til apporterings træningen og sørg for at disse emner kun kommer frem når vi træner. Det kan være en hvalpe dummy, eller evt. en tennisbold. Start inden døre et sted hvor hvalpen ikke kan stikke af med emnet, gerne i en lang gang. Sæt dig på gulvet med hvalpen, vis den emnet og kast det samtidig med du roligt holder hvalpen tilbage. Hold den kun et øjeblik og send den så af sted. Sig evt. i staren jae ta den så ! Såsnart hvalpen har bolden lokker vi den tilbage.
Vi interesserer os ikke for, hvordan den afleverer; men roser den alene for at komme med emnet. Vi må ikke lade hvalpen løbe efter emnet når vi kaster, for så lærer den at det er ok at knaldapportere og det skal vi så på et senere tidspunkt træne væk. Vi kan ligeså give hvalpen den rigtige vane fra starten, nemlig at vente til vi giver signal. Det letter også arbejdet med sit/stop signalet når hvalpen skal stoppe for en kastet dummy. Vi skal ikke øve længe med hvalpen før den af sig selv begynder at se op på en for at bede om lov til at hente.
Her er det også vigtigt at starte træningen inde, hvor der ingen forstyrrelser er og så først når hvalpen sikkert kommer tilbage hver gang, kan vi flytte udenfor i haven.
Sporarbejde.
Enhver spaniel vil elske at gå spor og jo før vi får præget hunden på den fært vi ønsker den skal arbejde med som voksen, desto bedre bliver hunden. Med spor er der flere muligheder. Er man jæger er sporarbejdet typisk slæb af kanin eller fugle vildt og evt. blodspor. Hvis man ikke er jæger kan sporet være slæb af dummy eller blot fodspor af menneske. Hvis man har en ambition om at hunden skal bruges til schweiss (eftersøgning af anskudt klovbærende vildt) er det meget vigtigt at komme i gang med hvalpen helt fra starten.
Man skal dog være meget opmærksom på at sporarbejde som schweiss ikke passer ret godt sammen med det korte søg under bøssen. Hvis man vil bruge sin spaniel til jagt med kort søg under bøssen (rough shooting) bør man ikke træne schweissarbejde med den, da en spaniel i sit søg IKKE må følge fod op. Jeg mener her man må vælge, enten træner man hunden til søgearbejde under bøssen eller til schweissarbejdet. Slæbspor af kanin og fuglevildt kan man godt træne, blot man sørger for kun at træne meget korte spor indtil søgearbejdet sidder helt fast.
At gå på jagt med hunden.
Uanset om man er jæger eller ikke, skal man forholde sig til, at en spaniel kan have (alt efter type) stor jagtlyst og den er meget interesseret i at finde vildt. Spaniels er dog også fra naturens side udstyret med en indbygget respekt for vildt der flygter. Fasanen som flyver op eller haren som springer. For at understøtte denne indbyggede respekt for vildt i opfløj/spring må hvalpen ikke komme i kontakt med vildt før den er sikker i sit på fløjten. Når hvalpen således første gang rejser en fasan vil den helt automatisk stoppe op. Samtidig fløjter vi sit og roser hunden. Herefter kobler vi den og går et stykke væk før vi slipper den igen. Slip aldrig hvalpen eller unghunden samme sted som den lige har rejst vildt !
Hvalpen må aldrig få lov at opleve spændende ting på egen hånd, det skal altid ske sammen med føreren og især når det drejer sig om vildt kontakt. Dette gælder også solsorterne i haven. Hver gang hvalpen skal ud i haven skal vi gå med og sikre at den ikke jagter rundt efter solsorter som flyver. Det er vigtigt at vi hele tiden holder hvalpen tæt til os, lad den aldrig komme over 10 meter ud. Kommer hvalpen længere ud vender vi om og fløjter på hvalpen. Først når hvalpen er helt sit lydig også på afstand kan vi begynde at træne søg; men se mere herom under afsnittet om jagttræningen.
Ovennævnte er de fire områder hvor vi skal i gang med det samme og indenfor de første måneder skabe et godt grundlag for at hunden kan fungere på bedste spanielvis, uanset om den skal være jagthund eller ikke.Husk alt for mange hvalpe bliver ødelagt af førerens alt for høje ambitioner og manglende respekt for hundens naturlige anlæg.

For at vælg udskrift venlig PDF version klik her.

Hvordan vil du træne din næste spaniel ?

Hvorfor handler denne artikel om din næste spaniel og ikke om hvordan du træner den nuværende. Det gør den fordi jeg ofte ser træningsproblemer som kunne være undgået, hvis man blot havde startet tidligt og rigtigt.
Du har egentlig en god hund (synes du selv) den går godt nok lidt stort, den preller også på vildt som rejser og så knaldapporterer den; men det er altid den som kommer med det vildt som skydes på jagter hvor du er med. Alligevel synes du det kunne være fint hvis den ikke prellede for du har jo haft hunden i vejen for skud til hare. Det kunne egentlig også være rart hvis den lettede fuglene lidt tættere på dig så du selv fik lidt flere skud chancer og så er der jo også ind imellem også nogen som sender et surt blik når din hund overtager apporteringen, uanset hvilken hund som har rejst fuglen.
Hvad er det som er gået galt? Som regel to ting, dels manglende formning af den arvelige adfærd, dels for dårlig og inkonsekvent træning. Cocker og Springer Spaniels avles i Danmark i to linjer, en jagtlinje og en standardlinje (udstillingstypen) og det er især med jagtlinjen det går galt. Hos spaniels af jagtlinjer ligger de arvelige egenskaber for jagt meget højt og formes disse ikke i den rigtige retning vil det næsten altid give problemer senere. De arvelige egenskaber formes nemlig uanset om vi griber ind eller ej. Det er også vigtigt at være opmærksom på at man med meget lærenemme hunde har en meget lille fejlmargen ved træning. Populært kan man sige at hvis man laver en træningsfejl kan den hurtigt rettes med et par dages målrettet træning, Gentager man samme fejl to gange skal man bruge uger på fejlretning, laver man fejlen tre gange skal man bruge måneder og laver man den flere gange skal man bruge år, eller den bliver umuligt at rette. Det betyder også at adfærd som hunden har lært sig selv og fået lov til gennem dens første leveår er meget svære at træne væk og nogle gange ligefrem umulig. For at forstå hvordan man skal forebygge dette, må man kigge nærmere på de arvelige egenskaber. Man siger normalt hunden har jagtlyst; men denne jagtlyst består af flere momenter.
Det er lysten til at søge efter frisk vildt. Vi kan ikke give hunden større vildtfinderevne end den arveligt er udstyret med; men vi kan forme dens naturlige kryds søg så den dækker terrænet bedst muligt. Det skal vi begynde på når så snart vi er sikre på vi kan stoppe hunden for vildt i opfløj/spring.
Lysten til at samarbejde med føreren ved frivilligt at søge indenfor skudhold. Det er jo vigtigt for resultatet af jagten, at det vildt hunden finder lettes indenfor skudhold, hvilket vil sige max 15-20 meter fra jægeren. Vi må derfor for aldrig forsøge på at på hvalpen eller unghunden til at søge længere ud end denne afstand og går den kortere er det kun positivt. Søget skal nok bliver stort nok den dag hunden kommer på vildtrigt terræn.
Viljen til at respektere noget som flygter, enten det er den opflyvende fugl eller den springende hare. Denne egenskab ligger også arveligt i en spaniel; men den kan meget let ødelægges. Hvis man kigger på en hvalp som første gang letter en solsort i haven, kan man se at det giver et sæt i hvalpen, ørerne kommer op og den stopper op. Det skal man udnytte til at stoppe hvalpen med sit fløjtet. Man starter inden døre med at lære hvalpen betydningen af sit fløjten, hvilket nemt kan gøres i løbet af nogle dage i forbindelse med fodring. Når hvalpen kender sit fløjten udnytter vi dens indbyggede lyst til at stoppe for noget som flyver ved at fløjte den sit. Denne lyst til at stoppe for noget bevægeligt arbejder vi også med under den indledende apporteringstræning hvor vi lærer hvalpen at respektere en kastet dummy.
Viljen til at apportere ligger også arveligt i en spaniel. De vil gerne gå rundt med noget i munden og samler i princippet al ting op. Vi skal starte allerede i otte ugers alderen med at lære den lille hvalp at apportering er lige ud og lige hjem og den altid skal ”spørge om lov” til at apportere. Vi starter inden døre, et sted hvor hvalpen kun har mulighed for at komme tilbage med dummyen.
Vi lader aldrig hvalpen knaldapportere; men holder den roligt tilbage i kastet. Gør vi dette rigtig har hvalpen allerede i 3-4 måneders alderen lært impulskontrol og respekterer den kastede dummy og venter på signal til at hente. Det er meget vigtigt at vi ikke interesserer os for hvordan hvalpen afleverer, bare den kommer tilbage med dummyen. Den rigtige aflevering og det at holde fast venter vi med til vi starter på grundtræningen. Herudover sørger vi for at rose hvalpen hver eneste gang den samler op og bærer også selv om det er ens nyeste sko.
Disse fire momenter ligger arveligt i hunden skal formes i en for os ønsket retning indenfor hundens første leveår. Former vi ikke disse arvelige egenskaber gør hunden det selv og som regel ikke i en retning vi ønsker og dermed står vi med nogle træningsproblemer som kræver en meget stor indsats at træne væk.
Så måske du med den næste hund skulle tænke på at starte tidligt og fremfor alt rigtigt.

For at vælg udskrift venlig PDF version klik her.

Er standard udgaven af den engelske springer spaniel fortsat en stødende jagthund?

Som alle jo ved opdrættes den engelske springer spaniel i to varianter, en standardtype (udstillingtypen) opdrættet primært på eksteriør og en jagttype og kaldet FT typen primært opdrætter på dens jagtlige egenskaber. Denne inddeling har man haft i England i de sidste hundrede år; men først sidst i firserne begyndte Ft typen at komme til Danmark. Først i halvfemserne tiltrådte Spaniel klubben DKK's krav om udstillingspræmiering for stambogsføring og dermed var det slut mede opdræt af FT typen i Danmark, indenfor DKK regi. Det første til oprettelse af en klub for Ft spaniels og en stambogsførende organisation ved navn DJR. I dette regi fortsatte avlen af FT springer (og cockere) og på de år som er gået siden starten er FT klubben blevet dobbelt så stor som Spaniel klubben. I dag (2019) har DKK dog ændret på reglerne så man nu også kan stambogsføre FT spaniels i DKK regi.
Hvordan er det så gået i den periode, for standard springeren som jagthund? Da FTerne begyndte at dukke op var springeren regnet for en habil jagthund og flere opdrættere gik på både prøver og jagt med hundene. Ved i dag (februar 2012) at gennemgå over 40 hjemmesider for opdræt af standard springere kunne jeg kun på ca. 10 af dem finde beskrivelser af hvordan hundene er på jagt. Kun et par stykker beskriver jagtegenskaberne som svarer til det man må forvente af en stødende hund. Her følger nogle udpluk fra de otte forskellige hjemmesider, hvor opdrætteren beskriver deres hundes jagtlige evner.

Størsteparten beskriver altså slet ikke avlshundenes jagtlige egenskaber; men nogle skriver dog om prøveresultater på dressurprøver, land/vand prøver (som slet ikke er en selvstændig prøve; men en forprøve for opnåelse af deltagelse i begynderklasse markprøve), apporteringsprøver og nogle enkelte enddog markprøver.
Det er tankevækkende at så få interesserer sig for hundenes jagtlige egenskaber når man vælger at opdrætte en jagthunderace og flertallet af dem som så interesserer sig for det nærmest betragter springeren som en kortgående støver og ikke en stødende hund.
Kigger man på de store opdrættere vil man også bemærke at der på resultatlisterne kun findes udstillingsresultater og ikke et eneste prøveresultat. Det er også bemærkelsesværdigt at man på spanielklubbens hjemmeside under race præsentationerne kan læse følgende om springeren som jagthund. Citat ”Som jagtbrugshund søger den over store område, rejser vildtet og apporterer efter skuddet.
Men den tager ikke stand som settere, som den ellers danne baggrund for. Den er meget glad for vand. Generelt holder den relativt god kontakt med sin fører.”Citat slut At søge over store områder og i relativ god kontakt med føreren vil man enddog synes er for dårligt selv for en stående hund som skal gå stort; men fortsat have god kontakt til føreren og det er ikke lige de egenskaber jeg forventer hos en springer. Hvis det er sådan man i spanielklubben mener en springer skal være, forstår jeg bedre, hvorfor Ft springeren er blevet så populær. Man må spørge, er det den vej opdrætterne i spaniel klubben vil med springeren. En udstillingshund, hvor de jagtlige egenskaber er ukendte, eller i bedste fald en kortgående støver til brug på klovbærende vildt i de jyske plantager?

For at vælg udskrift venlig PDF version klik her.

Til toppen

You Tube Litteratur Startside