Jagttræning

Jagttræningen, 12-24 måneder.

Indledning.

Jagttræningen indeholder søget efter frisk vildt og mere avancerede former for apportering. Spaniels er det man kalder stødende hunde, de søger vildt fært og rejser, eller "støder" vildtet op med det samme uden først at tage stand. Da hundene ikke tager stand og afventer jægerens fremkomst er det derfor helt afgørende at hunden hele tiden arbejder så vildtet rejses inden for normalt skudhold. Det vil sige max 20 meter.
En god spaniel har stor jagtlyst og meget mod overfor terræn, hvilket vil sige at den ikke er bange for hverken brombærkrat eller brændenælder. Hunden arbejder med næsen i jorden og med ivrige halebevægelser og den eneste forvarsel man får, før vildtet letter er, at der bliver skruet op for hastigheden på den altid roterende hale. Selve det at søge kan man ikke lære hunden, det skal den have arvet. Man kan højst forme dens søgemønster og lære den at arbejde for føreren indenfor skudhold.
En spaniel som skal bruges til jagt må aldrig som hvalp få lov at opleve spændende ting med vildt på egen hånd, det skal altid være noget føreren tager initiativ til. Den må under ingen omstændigheder få lov at jage på egen hånd.
De to vigtigste ting for en spaniel til jagt er dens villighed til at arbejde for føreren, altså samarbejde og at den er absolut rolig i opfløj, altså respekterer vildt i opfløj/spring. Hvis ikke disse ting er i orden, hjælper det ikke med nok så meget jagtlyst.

Søgetræning.

For at få glæde af at gå på jagt med en spaniel er det som nævnt nødvendigt, den er samarbejdsvillig og respekterer vildt i opfløj/spring. Man skal kunne stoppe hunden ubetinget i enhver situation på fløjtesignal og den skal af sig selv stoppe for vildt i opfløj/opspring og skud.
Det er vigtigt at vi aldrig tillader hunden at følge fod. Den må ikke samle spor op, af f.eks. løbende fasaner; men skal øjeblikkeligt stoppes når den gør det. Send hunden i søg i en anden retning. Hvis hunden får lov at tage spor af løbende fasaner vil den højst sandsynligt rejse dem alt for langt ude til vi kan skyde og det har vi jo ikke nogen glæde af. Når hunden rejser vildt skal den forholde sig roligt og holde øje med vildtet og især resultatet af et eventuelt skud. Efter skuddet skal hunden fortsat forholde sig roligt og opmærksomt afvente jægerens signal til at apportere eller søge videre.
Under hvalpetræningen har vi lært hunden kontakt/vende fløjt. På et kort stød i fløjten skal hunden tage kontakt og på anvisning (signal med arm) ændre retning (vende). Dette signal bruger vi til at vende hunden på, når den når grænsen for, hvor lang vi vil have den skal gå i en given retning under søget. Hvis vi har trænet tilstrækkelig kontakt med hvalpen vil den vende af sig selv.
Vi har også bruget meget tid og energi på sit/stop signalet. Sit/stop bruger vi i situationen hvor hunden ikke øjeblikkelig vender på vendesignalet eller den er på vej til at følge fod op. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at sit/stop signalet er trænet så det fungerer, altid og i alle situationer. Har vi under træningen af søget stoppet hunden, skal vi altid kalde den ind, inden vi starter hundens søg i en anden retning.
Det er meget anvendt i jæger kredse ”at løbe på hunden” i situationer hvor den enten ikke lystrer vendefløjten eller er på vej til at følge fod. Man farer ud til hunden og skælder den ud. Det bruger jeg ikke selv, med den begrundelse at straf ikke har nogen indlæringseffekt. Det ser jo godt nok ud til at virke i træningssituationen; men når vi kommer på jagt med hunden, kan vi jo ikke "løbe på den" og vores skæld ud vil slet ikke have nogen virkning i forhold til hundens lyst til at jage. Her hjælper KUN et grundigt og tidligt indlært kontakt/vende og sit/stop fløjt, som overskygger selv den største jagtlyst.

Søget skal være kort, hellere for kort end for stort, da det hurtigt bliver større når vi kommer på jagt, især hvis der er mange fugle.
Start med modvinds søg. Start hunden til en af siderne og sørg for ikke at vise den ud ad; men buk dig lidt ned og peg på jorden til en af siderne og sig allez. Bevæg dig langsomt gennem terrænet og lad aldrig hunden komme mere end 10-15 meter væk før du vender den og går i den anden retning. Det er vigtigt at gå langsomt for at give hunden en chance for at undersøge terrænet ordentligt og samtidig også få hunden til selv at holde øje med os i søget. Når hunden har fart i søget skal vi hver gang hunden krydser forbi os straks gå i modsat retning.
Lad hunden søge nogle minutter og stop den så på fløjten. Lad den sidde et øjeblik og kald den så ind på plads. Giv den snor på og gå et andet sted hen og lave et søg igen. Vi kan også under søgetræningen udlægge et par duer på forhånd. Man kan så enten lade hunden finde dem i søget eller man kan stoppe den med skud og sende den til apportering. Man kan også vælge at kaste en due samtidig med skud. Hvis hunden sætter sig i skuddet og forholder sig roligt får den lov at apportere.
Begge dele kan være en god måde at kombinere søg og apportering; men må absolut ikke overdrives, især ikke kast under søget, da man kan risikerer at hunden fjerner fokus fra søget og ligefrem venter på man kaster duen.
Hunden skal gennem erfaring lære at vildtet trykker i det helt tætte og man her skal søge ekstra grundigt. Find et terræn med nogle risbunker eller småbuske og gem et par duer her. Start så hunden i et søg og lad den finde duerne. Duerne må gerne være placeret så hunden skal arbejde ekstra for at få dem ud.
Sørg også for at træne hundens søg i forskellige terræn typer. Der er stor forskel på, hvor let det er at holde hunden kort i tæt vegetation i forhold til den åbne græsmark. Til gengæld kan man i det åbne terræn se hunden, hvilket kan være svært i det tætte terræn.
Find gerne en at træne med og træn søg med begge hunde på en gang (parsøg). En spaniel skal kunne søge helt uafhængigt af den anden hund. Hundene skal respektere hinandens flush (når de støder vildt). Dette kan man træne ved at kaste duer og skyde for hinanden. Medens begge hunde søger skyder den ene fører og kaster en due. Begge hundene skal respektere og sætte sig for skud og makker hunden får lov at apportere.
Husk også under træningen at vænne hunden til at gå fri ved fod. Det kan fint trænes hvis man er to som træner sammen. Den ene kan lade hunden søge og den anden kan gå med hunden fri ved fod. Den som går med hunden fri ved fod kan så skyde og kaste for den anden.
Der findes forskellige hjælpemidler til brug ved søgetræningen. Man kan få dueflushere som via fjernstyring kan slippe en levende due som så flyver op. Føreren ved hvor flusheren er placeret og når hunden får fært af duen udløses flusheren og duen flyver (hjem til dueslaget). Hunden skal så selvfølgelig respektere opfløjet.

Man kan også få kaninflushere som via en en elastisk snor kan kaste en død kanin ca. 20 meter. Disse kan fås med manuel udløsning til små penge. Desværre er de ikke på markedet med fjernbetjent udløsning men det kan man jo selv lave. Man skal blot huske ved brugen af disse hjælpemidler at man ikke bruger dem for tit.

Jeg har selv en springer som efter nogle ganges træning med dueflusher, på en workingtest spottede situationen og tydelig vis var klar over at det handlede om at finde flusheren. Vi var nummer 7 som skulle op og hver gang, ved de forgående hunde, havde dommer og hjælper gået i det samme spor frem for at ”lade” flusheren.
Da jeg slap hunden tog han øjeblikkeligt dette spor for at gå direkte til flusheren. Jeg stoppede ham og sendte ham i en anden retning; men han forsøgte hele tiden at vende tilbage, for han vidste jo hvor duen sad. Søget blev selvfølgelig elendigt; men da han havde rejst duen fra flusheren, blev hans søg igen normalt.

De manuelle kaninflushere er et billigt hjælpemiddel til træning af hundens ro i opspring. Den kan også bruges med dummyer og er man to som træner sammen, kan den ene jo gå med hund og den anden udløse flusheren. Husk ved denne træning kun at lade hunden apportere hvis den er absolut rolig når ”kaninen” springer. Træner man samme hund flere gange på kaninflusheren skal man ikke lade den apportere hver gang; men mindst hver anden gang selv hente ”kaninen”

Når hunden så skal med på rigtig jagt den første gang er det vigtigt at prioritere hunden frem for jagten. Rejser hunden vildt skyder vi kun hvis hunden er rolig og den får kun lov at apportere hvis den forsat forholder sig i ro. Det er også bedst hvis der kun er den ene hund med på jagten; men derimod gerne flere jægere. Det er derimod ikke formålstjenligt at tage hunden med på større jagter, hvor den evt. skal arbejde i driverkæden på klapjagt. Her har man nemlig ikke selv kontrol over situationerne og hunden bliver let påvirket af de andre hunde.

Apportering

Vi har gennem hvalpetræningen og grundtræningen arbejdet på at lære hunden apportering under forskellige former, alt sammen med det formål at den en dag skal kunne klare alle former for apporteringer på jagt. Vi skal fortsætte denne træning og øge sværhedsgraden i de apporteringer vi forlanger af hunden. Find gerne nogle ligesindede at træne sammen med så hunden også kan lære at den ikke er den eneste jagthund i verden og således får mulighed for at se på, når andre hunde arbejder. Det vil også være nemmere at lave svære og længere apporteringer. Hvis man er nogle stykker som hjælper hinanden.
Vi skal træne kastede apporteringer, hvor hunden ser kast; men ikke kan se emnet. Øg langsomt afstanden til apporten til hunden kan apporter på 60-70 meter. Vi kan også kaste to eller flere emner, blot vi husker at mindske afstanden når vi starter på at kaste flere apporter. Der er her som ved al anden træning at vi kun øger sværhedsgraden på et punkt ad gangen. Vi kan også kaste en markeret og medens hunden henter denne kaster vi en i modsat retning som hunden ikke ser. Når hunden kommer tilbage med den markerede kan vi sende den efter den skjulte.
Eller vi kan starte med at udlæggen en apport uset af hunden i en retning og medens hunden ser det kaster vi en apport vinkelret på retningen af den skjulte. Vi sender så hunden på den skjulte. Hvis hunden ignorerer den kastede og apporterer den skjulte får den også lov at hente den kastede. Igen skal vi være opmærksom på afstanden hunden skal apportere på ikke bliver større end hunden kan klare opgaven.
Find også gerne nogle store risbunker eller andet svært terræn og kast apporten herind. Hellere træne flere korte apporteringer i svært terræn, end mange lange apporteringer i let terræn. Hunden skal jo kunne apportere alle de steder, hvor vi ikke selv kan.
Vi kan også kombinere både de kaste apporter og de skjulte apporter med spor (slæb). Sæt hunden af og kast en fugl over et buskads som hunden ikke direkte kan se igennem. Gå om og bind en line i fuglen og tæk den væk fra nedslagsstedet så der bliver et slæb spor fra der hvor den faldt til der hvor du efterlader den. Gå nu tilbage og send hunden. Når den finder nedslagsstedet er der et slæb spor frem til fuglen. Man kan også binde en 10 meter line i en fugl, holde i enden af linen og kaste fuglen ud. Træk den så tilbage til dig og tag linen af. Gå tilbage og send hunden ud mod nedfaldsstedet fra modsat retning. Her kan man lave afstanden efter hvad hunden magter. Når den finder nedslagsstedet har den et slæb spor frem til fuglen.
Se kataloget over apporteringsøvelser, her

Dirigering

Næste skridt at at flytte dirigerings træningen ud i terræn, hvor hunden ikke direkte kan se apporterne. Man kan også kaste så der både er synlige og ikke synlige. Start evt., med at kaste en til siden som lander skjult og en bagved som lander synligt. Vi skal jo gerne med tiden kunne sende hunden ”ud” over terrænskæl for at apportere. Igen er det meget vigtigt at planlægge opgaverne så hunden lige akkurat klarer dem uden hjælp og indblanding fra vores side.
Er hjælp nødvendigt skal det ske på en sådan måde at hunden ikke opfatter hjælpen. Vi vil ganske vist gerne en dag i fremtiden kunne stoppe hunden i terrænet og sende den længere ud efter en anskudt fugl, selv om en dødskudt falder tættere på. Under træningen skal vi ikke kombinere sit/stop og apportering før vi er sikre på den magter begge dele til fulde og vi har lagt et godt grundlag for hundens selvstændige arbejde.

Slæbarbejde.

Her lærer vi hunden at apportere for enden af et færtspor. Til udlægning af slæb spor kan vi anvende alle former for vildt, tamduer, kaniner eller endog bare en skindklædt dummy. Vi starter med lige og korte spor. Det er fra starten vigtig at vi altid selv ved nøjagtigt hvor sporet går. Vi kan markere det med stokke eller tøjklemmer i vegetationen, eller blot bruge det synlige spor som selve slæbet efterlader i vegetationen. Hvis vi bruger markeringer skal vi bruge forskellige så vi ikke lærer hunden at gå efter rød/hvide landmålerstokke. Hvis man bruger kaniner eller tamduer til slæbet skal man binde linen i hovedenden af emnet så vi slæber det med hårene/fjerene. Træk vildtet efter dig og lad det så ligge for enden af sporet. Brug gerne en due/kanin til at slæbe med og en frisk til at lægge for enden af sporet. Er der bare en lille smule vådet bliver emnet hurtigt ulækkert og det fremmer ikke ligefrem apporterings lysten at skulle hente en våd og kedelig kanin.
Når vi har lagt emnet for enden af sporet går vi vinkelret væk fra sporet tilbage i en bue uden om sporet. Hvis vi fortsætter ligeud kan vi risikere at den urutinerede hund fortsætter forbi kaninen, hvilket vi jo ikke ønsker.
Hent hunden og sæt linen ind under halsbåndet. Som line bruger vi en 6-8 meter lang flagsnor som lægges ind under halsbåndet så vi har hunden i en dobbelt line med en ende i hver hånd. Vis hunden starten på sporet og sig sporsøg. De første gange følger vi med hunden helt frem til apporten. Skulle hunden undervejs gå af sporet står vi blot stille og lader den på eget initiativ finde tilbage. Det er vigtigt at vi ikke følger med hunden af sporet men bliver stående og blot lader hunden arbejde i linens længde til den igen finder sporet og vi kan fortsætte.
Når hunden har samlet op løber vi tilbage til udgangspunktet, hvor hunden afleverer. Når hunden begynder at forstå at følge færtsporet skal vi lade den udrede en længere og længere stykke uden snor. Lad simpelthen linen glide igennem halsbåndet ved blot at slippe den ene ende.
Vi skal gradvis gøre sporene sværere, dels ved at lave dem længere, dels at lave knæk på. Vi skal dog huske at vi ikke laver slæb på over 25-30 meter før hunden er helt sikker i sit frie søg.
Vi kan også lave en kombination af søg apport og slæb på følgende måde. Træk et slæb i en passende længde. Sørg for at man selv ved hvor startstedet er. Tag hunden med hen til en afstand af ca. 20 meter fra startstedet og send den i retning mod dette med kommando søg apport. Vi kan også binde en line i emnet og kaste dette så langt ud vi kan og så trække det tilbage til os. Nu har vi et slæbspor uden menneske fært. Gå om på den modsatte side og send hunden af sted med signalet søg apport fra passende afstand. Igen kun fantasien sætter grænser og jo mere varieret træningen bliver jo bedre bliver hunden.

Printervenlig Pdf version.

Du er velkommen til at udskrive dennne PDF til eget brug. Teksten er copi right beskyttet ifølge Dansk lov om ophavsret og må ikke offentliggøres uden tilladelse.

PDF version

Til toppen