Udstyr

Udstyr til udlægning og hund.

Traditionelt har man i Danmark brugt okseblod til udlægning af schweiss spor. Det skal helst være okseblod, eller evt. fåreblod. Griseblod er tyndere i konsistensens. Blodet kan man skaffe hos en kreaturslagter. Blodet skal sies, det så det er rent blod, ellers risikerer man det sætter sig i pipette flasken. Blodet hældes på plastflasker eller i frost poser i portioner af en kvart liter. Der skal ikke tilsættes noget til blodet, blot man behandler det indenfor et par timer efter tapningen. Frosset blod mister koagulations evnen og er klar til brug efter optøning.
Forenden af sporet skal der jo ligge et ”dyr”, som kan bestå af nogle sammenbundne hjorteben, et sammenrullet skind eller endnu bedre en rådyr attrap. En rådyr attrap laver man af et rådyr skind, hvor hoved og løb er beholdt på under brækningen. Skindet renses for kødrester og ”garves” med grovsalt, som skiftes flere gange. Herefter kommer man skindet i en spand med vand, hvori der er blandet alun og salt. Lad skindet stå i opløsningen en uges tid, herefter skal det tørre langsomt. Når skindet er klart sys det sammen og fyldes ud med skumgummi. Se i øvrigt dette link fra Skoven i skolen.
Til udlægningen af blodet er der flere muligheder. Man kan dryppe det ud med en pipette flaske (kan købes på apoteket og i flere netbutikker) eller man kan bruge en ½ liters spritflaske og bore et lille hul i låget. Man kan også montere et par rådyr klove på en stok og så sprøjte blod på klovene med pipette flasten. Blodet kan så duppes ud med ”klovstokken”. Det kan evt kombineres med dryp direkte fra pipette flasken.
Det mest naturlige spor får man efter min mening ved at anskaffe eller selv lave et par færtsko. Det er sko med plads til montering at dyreklove. Med dem kan man i bogstavligste forstand gå sporet. Det giver den fordel at der sammen med schweiss også bliver klovmærker i skovbunden.
Det sidste er noget at markere sporet med. Vi skal nemlig altid være 100 % sikre på nøjagtigt hvor sporet går. Jeg foretrækker ganske almindelige tøjklemmer af f.eks. rødt plastik. Man kan evt. nummerere dem og så opsætte dem i nummerorden, så har man ekstra styr på hvor langt man er kommet og at man får alle med hjem igen. Man skal altid sørge for at efterlade det lånte terræn uden ”mærker og men” af at man har været der.
Vær altid omhyggelig med ikke at få blod eller fært på mærkerne. Opbevar disse i plastposer og hold dem altid adskilt fra klove og blod. Hvis der kommer fært på mærkerne vil hunden lære at lede efter mærkerne og det ønsker vi ikke.
Vi skal også bruge noget ”arbejdstøj til hunden. Det kan være et schweisshalsbånd eller en sele. Et schweisshalsbånd er af læder, bredt og med en såkaldt swirvelring til at hægte linen i. Disse kan normalt købes i en jagtudstyrsforretning. Hvis man vil bruge sele er det største udvalg at finde i hundeudstyrsforretninger. Der findes flere gode netbutikker som har alt til schweisstræning. Linen skal være ca. 9-10 meter lang. Den kan købes i læder eller webbing, hvad man nu foretrækker. Min erfaring er at runde liner lettere snor sig og derved hænger fast. Flade liner glider lettere gennen terrænet især de helt glatte biothane liner.
Se mere om udstyr her

Færtsko kontra dråbeudlægning.

Udlægning af sporet med pipetteflaske er det man i fagsproget kalder konventionelt spor. Det er spor udlagt med blod alene, uden klovspor. Sporet består af de udlagte bloddråber; men et anskudt og flygtende dyr flyver jo ikke over jorden, det sætter også klovaftryk. I den virkelige situation vil disse klovaftryk ikke alene give et spor ved at klovene ”træder igennem” skovbunden, det sårede dyr vil også afsætte en speciel fært fra de kirtler som dyrene har mellem klovene.
Derfor vil metoden med færtsko give langt det mest naturlige spor til hunden at følge og det viser sig da også at man ikke behøver bruge ret meget blod. Hvor man før har brugt en ¼ l på 400 meter, kan man snildt bruge denne blodmængde på to eller tre spor uden hunden får større besvær med at følge sporet. (her taler jeg selvfølgelig ikke om hunde under oplæring).

Skal vi overhovedet bruge blod ?

Man kan faktisk sagtens helt undvære blod. Hvis man træner hunden på færtsko med klove, behøver man ikke blod, hunden kan sagtens gå på klovene alene. Jeg har på det seneste eksperimenteret med fært vand, inspireret af en artikel om SIAB metoden (Scent in a bottle). Jeg tager simpelthen det nederste af råvildt løbene, klippet over i knæleddet og deler disse i to. Det nederste stykke med klovene bruger jeg til montering på fært skoene og det andet stykke stilles i blød, i lunkent vand natten over. Dette vand bruger jeg så i stedet for blod og det fungerer ganske udmærket.
Man kan sagtens fryse dette vand ned som man ville gøre med blod, hæld det på frostposer med ca ¼ l i hver. Mærk poserne med fært vandet så det kan parres sammen med de tilsvarende klove. Når jeg har løbene fra et dyr laver jeg to sæt klove, et højre og et venstre, bestående af et forløb og et bag løb og så de dertilhørende frostposer med fært vand mærket med henholdsvis højre eller venstre samt dato. Man kan fint lave otte til ti frostposer med fært vand til hver sæt klove. Løbsstykkerne som har stået i blød klipper jeg i stykker med en kraftig grensaks og disse stumper af ben, marv og skind bruger jeg til at lægge i anskuds sted og sårlejer.
I grundtræningen bruger jeg slæb af lunge, klove eller udsprøjtning af blod og selvfølgelig fodspor med pølser. Først når jeg begynder at bruge fært skoene til udlægning går jeg samtidig over til fært vand.