Sportræningen

Træningsareal.

Det er selvfølgelig en forudsætning at man har et træningsareal. Her er det bare om at komme rundt og spørge lokale lodsejere om lov. Vær omhyggelig med at forklare hvad schweiss/ sportræningen går ud på og at hunden under træningen er i line. Alle arealer kan bruges og det bedste er at have både højskov, blandskov, eng og marker til rådighed. Har man en fire til fem forskellige steder at træne, vil man ved træning en gang om ugen jo kun skulle besøge det samme terræn en gang om måneden og forstyrrelsen vil da være minimal.

Vær opmærksom på reglerne om færdsel i skovene. I de private skove må man slet ikke færdes uden for de anlagte veje og stier. I statsskovene må man derimod gerne færdes uden for stierne; men man skal stadigvæk spørge om lov til alle former for træning.

Samarbejde mellem hund og fører.

At følge et schweis spor er et samarbejde mellem hund og fører, de skal hver især yde deres bedste på det område, hvor de har ekspertisen. Vær meget opmærksom på at næsen sidder altså på hunden. Din viden om at følge sporet ligger under træningen i at du har lagt det. På rigtigt eftersøgning i kraft af din erfaring som jæger, med kendskab til vildtets vaner. Dine evner til at finde og tyde pürchtegn og ikke mindst læse din hund. Du er din hunds samarbejdspartner, uden hunden havde du ikke en kinamands chance !

Det vil sige man skal motivere hunden til at arbejde for sig og sker der fejl, er det dig og udelukkende dig som laver dem. Du skal i træningen afpasse kravene til hunden så de passer til dens øjeblikkelige niveau og den dermed altid får en positiv oplevelse ud af at følge spor. Du skal øge kravene langsom og i takt med hunden udvikler sig. Du skal først og fremmest lære at læse din hund. Hvordan reagerer den når den går af sporet Hvordan er kropsholdning? hvordan er haleføreingen ? hvordan er næseføringen ? Hvordan er hundens træk i linen. Det er vigtigt at lægge mærke til disse ting under træning, så man under rigtig eftersøgning eller prøve kan se om hunden arbejder på sporet eller ikke.
En anden meget vigtig ting, er det faktum at hunden lugter bedst når den selv finder et passende arbejdstempo. Nogle hunden arbejder langsomt og nogle kan arbejde forholdsvis hurtigt; men lad være med at lade hunden løbe ukoncentreret af sted på sporet, så vil den blot løbe fra sin egen næse !

Man kan sige der er tre grundregler i samarbejdet.
1. Næsen sidder på hunden- ikke på dig.
2. Koncentreret hund lugter bedst.
3. Læs hunden rigtigt og vær en god støttepædagog.

Fra grundtræning til schweissspor.

Når hunden i grundtræningen kan gå et fodspor på nogle hundrede meter som indeholder både vinkler og terrænovergange er det tid at begynde på schweisstræningen. Hvis hunden skal bruges til eftersøgning skal den gradvis vænnes til at ignorere sporlæggerens fært og i stedet gå på klovsporet og blodfærten.
Hvis det er en hund som skal bruges til schweissprøver skal vi lære den at det er fodsporet med klov og/eller blodfærten vi interesserer os for. Med jagthunderacer volder dette normalt ikke noget problem da de har stor interesse for vildtfært.

Udlægning af spor.

Dagen før vi skal træne tager vi klove og færtvand eller blod op af fryseren. Færtvandet/blodet hældes på en pipetteflaske som man så kan dryppe det ud med, ved at klemme på flasken. Man finder hurtigt ud af hvor hårdt der skal klemmes på flasken.
Monter klovene på færtskoene og transporter dem i en plastpose helt frem til ”anskuds stedet”. Skrab med foden et ”anskudssted” og læg færtskoene her. Træd op i fortskoene og spænd dem fast på støvlerne.
Vi starter med at dryppe rigeligt færtvand/blod i anskudsstedet og gerne sprøjte i ”skudretningen”, for at illustrere skuddet som ”trækker” blod med fra dyret i udgangen. Har man noget hår fra et skind eller andre rester kan man også udlægge sådanne, for at lære hunden at markere for ”Pürschtegn”.Personligt drypper jeg ikke meget færtvand/blod i sporet; mere som stryge schweiss i vegetationen, på træstubbe, ved grøftepassager og alle steder hvor et såret dyr kan tænkes at afsætte blod. Et såret dyr vil jo i virkeligheden måske slet ikke dryppe blod direkte i sporet. Mange bruger at dryppe på klovene; men et anskudt dyr vil jo normalt ikke bløde gennem klovene; men snarere ved siden af klovsporet.
Færtsko er som sagt det som ligner det naturlige mest, fordi disse efterlader et naturligt aftryk i skovbunden. I staren kan vi godt bruge lidt rigeligt færtvand/blod og vælge terrænet efter at det skal være let for en selv at følge hunden. Vælg f.eks. at lægge de første spor i højskov, hvor der er god plads til rem føringen. Sporets længde og blodmængden er ikke så vigtig de første gange, her er det vigtigere, at det er et spor som er let at føre remmen/hunden på. Vi skal jo også selv lære at ”føre” hunden i den lange rem og det kan godt volde lidt vanskeligheder de første gange. De første spor skal ikke være mere end 100 meter. Forenden af sporet placerer vi ”dyret”. De første spor lader vi ligge ca. 3 timer inden vi går dem med hunden.
Under sporudlægningen markerer vi sporet med tøjklemmer som kan hæftes i grene og lignende. Husk at samle dem alle sammen igen. Jeg samler altid mine klemmer ind samtidig med jeg går sporet med hunden. Det er meget vigtigt vi altid nøjagtigt ved hvor sporet går så vi kan se om hunden holder sig på kernesporet.
Så snart hunden har fanget ideen med sporet kan vi øge kravene. Start evt. med en blød bue; men fortsat samme længe. Så et længere spor med en endnu blødere bue. Når vi starter på knæk går vi igen tilbage til helt korte spor. Husk også terrænovergangene så hunden ikke vænnes til kun at gå i skov. Ideen er at vi skal gå langsom frem og hunden skal hver gang have succes. Vi må kun øge sværhedsgraden på et punkt af gangen (her tænker jeg på, længden, liggetiden, buer, knæk o.s.v.)

Lav en startrutine.

Inden vi skal til at gå spor med hunden skal vi beslutte os for en startrutine. En rutine som hver gang viser hunden, nu skal vi i gang med et spor. Vi laver en rolig rutine som både psykisk og fysisk trækker hunden i arbejdstøjet. Min egen rutine foregår på følgende måde. Ca. 6-8 meter fra startstedet sætter jeg hunden af, med den almindelige line på. Jeg går så selv frem og undersøger stedet – stille og roligt. Så går jeg tilbage til hunden og tager halsbånd og line af og giver den i stedet sele på. Jeg ruller sporlinen helt ud og sætter den i selen.
Jeg tager så mine handsker på og går frem til anskudstedet/startstedet og sætter mig på hug og holder min flade hånd umiddelbart over startstedet, med håndfladen vendt mod hunden. Nu kalder jeg hunden frem og jeg har tidligere lært den at dutte på min flade hånd, så den vil naturligt gå frem til hånden som er lige over starten. Tag fat om linen men den anden hånd; men hold kun løst i linen så hunden kan trække den med sig. Når hunden af sig selv viser interesse for starten siger jeg ”find dyret” og lader hunden starte sporet. Giv hunden god til til at finde ud af hvilken vej sporet går. Den skal sikkert cirkle rundt et par gange inden den fornemmer hvilken vej sporet går. Jeg følger ikke efter før den er næsten helt ude i linens længde. Alt dette selvfølgelig fordi hunden skal lære at koncentrere sig og tage sig god tid til at optage den rigtige fært i den rigtige retning. Samtidig har jeg nu meget stor forskel på denne opgave (at følge blodspor) og andre spor og apporterings opgaver jeg stiller hunden. Den ved nu præcist at når vi har dette ”arbejdstøj” på og udfører dette ritual, hvad opgaven består i.

Når vi begynder at gå døgngamle spor er det også tid for ændring af startrutinen. Ved 20 timer prøven får man ikke anvist anskudsstedet; men udpeget et område på 20x20 meter, hvori sporet starter.
Vi starter med at ændre den sidste del af ovennævnte rutine, hvor vi normalt har sat os på hug og holdt den flade hånd over anskudsstedet. Vi sætter os nu et par meter fra og sørger for vi har vinden imod os. Når hunden kommer frem finder den ikke umiddelbart noget; men begynder instinktivt at søge fremad, hvilket vi roser den for. Det er så bare om langsomt at øge afstanden til anskuds stedet i forhold til, hvor vi starter hunden og samtidig vænne hunden til at vi ikke ikke sidder ned når vi starter. Sørg også for at starte fra forskellige vinkler, så hunden ikke får fornemmelsen af at sporet bare går lige frem foran den.
Vi skal jo nå frem til at kunne afsøge ”boksen” som er 20x20 meter. Find ud af hvilken retning vinden kommer fra og start hunden i den vindretning du føler fungerer bedst. Det er dig som hundefører der skal beslutte i hvilket mønster du vil afsøge boksen. Hold hunden i forholdsvis kort line, f.eks. 4-5 meter og gå frem i zig zag så du dækker hele boksens areal. Start afsøgningen med samme signal som du har brugt ved færtdiskriminerings træningen f.eks ”dyr”. Når hunden finder starten holder vi den roligt tilbage og går frem til den og ser hvad den har fundet. Det er altid en god bekræftelse til os som hundefører at se blodet. Giv nu hunden signalet for at følge spor f.eks ”find dyret”. På virkelige eftersøgninger skal man som hundefører også have tid til at vurdere pürchtegnene og dermed danne sig et overblik over, hvilken anskydning vi har foran os.
Under afsnittet om færtdiskriminering har jeg beskrevet, hvordan jeg lærer hunden at markere for en bestemt fært/vildtart. Dette fører vi over på træningen af opstart i boks. Tag f.eks. kronvildt færten i teægget og grav det ned i anskudsstedet og væn hunden til at markere den har fundet færten inden den får lov at starte sporet.

Hunden går spor.

Vores vigtigste opgave er nu at føre remmen og lade hunden arbejde selvstændigt. Lad hunden få rigelig tid på sporet og koncentrer dig om rem føringen.
Så længe hunden arbejder på sporet følger vi med. Hvis hunden løfter hovedet eller går af til en af siderne stopper vi øjeblikkeligt op og bliver stående.Hunden skal have lov at gå i cirkel, for at finde tilbage igen. Lad så vidt muligt hunden selv finde tilbage, hvis den mister kontakten med sporet. Man kan evt. opfordre og animere hunden ved at sige find dyret; men sig det kun når hunden er vendt mod sporet. Man skal ikke lade hunden gå længere væk fra træningssporet en det linens længde tillader.

Husk på træningssporet har vi overtaget, vi ved jo hvor sporet går. Skal hunden have hjælp for at finde tilbage går vi lidt tilbage på sporet og starter den igen ved at pege på sporet og sige find dyret.

Når hunden kommer frem til ”dyret” skal den have lov at ruske det og den skal selvfølgelig have rigelig ros. Tag dyret og giv hunden en belønning; men husk det er ikke kun i slutningen hunden skal have belønning. Det er vigtigt vi under træningen roser hunden for at følge sporet nøjagtigt.

Se mere om at gå spor her

Opbyg et fornuftigt træningsforløb.

Som hunden bliver dygtigere øger kravene gradvist, så den får en passende udfordring; det er vigtigt at vi ikke øger kravene på flere områder af gangen. De forhold som har indflydelse på sværhedsgraden er:

• Det givne færtbillede

• Sporets liggetid

• Sporets længde

• Knæk eller andre udfordringer på sporet

• Vejret

• Terrænet beskaffenhed

• Forstyrrelser

Træn mindst en gang om ugen og lav gerne en træningsplan. Sporenes længde og antallet af knæk øges som sikkerheden stiger.
Hver eneste spor skal være lidt sværere end det forrige og en god regel er at man ikke laver mere end to spor, med samme sværhedsgrad. Så er det nemlig tid til at øge sværhedsgraden. Se mere om schweiss øvelser her.